Bin Ladens afløser gav ordren til Charlie Hebdo-angreb

Skrevet af admin

14/01/2015

Dagens topnyheder

Det var terrornetværket al-Qaedas absolutte topchef, der gav ordren til terrorangrebet mod det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo i sidste uge, da 12 mennesker blev dræbt.

Det skriver AFP.

Al-Qaeda i Yemen tager skylden for angrebet i en video på YouTube. Heri hævder en talsmand, at det var Ayman al-Zawahiri, der blev øverstbefalende i al-Qaeda netværket efter Osama bin Ladens død, som gav grønt lys til angrebet.

- Al-Qaeda i Yemen var den part, der udvalgte målet og finansierede planen. Det fulgte ordrer, der var givet af vores leder, Ayman al-Zawahiri, siger talsmand Nasser bin Ali al-Ansi i optagelsen.

Al-Qaeda i Yemen siger i videoen, at gruppen hvervede gerningsmændene til at angribe det satiriske magasin Charlie Hebdo.

- Heltene blev udvalgt, og de tog imod opgaven, siger han.

I videoen hævdes det, at gerningsmændene "fik til opgave" at angribe Charlie Hebdo som hævn for, at magasinet har trykt karikaturer af profeten Muhammed.

- Angående det velsignede angreb i Paris tager vi, al-Qaeda i Yemen, skylden for denne operation som hævn for Guds Budbringer, siger Nasser bin Ali al-Ansi i optagelsen.

To dage efter angrebet mod magasinet hævdede et medlem af al-Qaeda i Yemen ifølge nyhedsbureauet AP, at terrornetværkets afdeling i Yemen stod bag angrebet i Paris mod Charlie Hebdo.

En af de to brødre, der deltog i angrebet, skal have opholdt sig i en af al-Qaedas træningslejre i Yemen, har sikkerhedskilder i Yemen tidligere sagt.

Said Kouachi var ifølge oplysningerne flere gange mellem 2009 og 2013 i Yemen - først som studerende på et universitet i hovedstaden, Sanaa, og derefter i en af al-Qaedas træningslejre.

En vurdering fra den amerikanske efterretningstjeneste, som nyhedsbureauet AP har set, viser, at Said Kouachi blev uddannet som forberedelse til at vende hjem og udføre et angreb på fransk jord.

De to brødre blev dræbt under en politiaktion i forbindelse med en gidseltagning på et trykkeri i fredags.

/ritzau/Reuters