Biogas får gasmåleren til at rende stærkere

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

Der er efter års stilstand kommet gang i produktionen af dansk biogas. Samtidig opgraderes en stigende del af biogassen, så den får en højere brændværdi og desuden kan distribueres gennem naturgasnettet.

Hos en del af gaskunderne giver det anledning til forvirring og rynker i panden, fordi deres gasmåler nu løber hurtigere, end de er vant til. Måleren viser nemlig, hvor mange kubikmeter gas, der bruges.

Og trods opgraderingen, der fjerner CO2 i biogassen, skal der stadigt mere biogas end naturgas til for at opnå samme effekt.

Men selv om biogassen altså får måleren til at løbe hurtigere, betyder det ikke, at kundernes forbrug og deres regning stiger, oplyser landets største naturgasselskab HMN Natur-gas I/S.

- En del af kunderne kan selvfølgelig blive bekymrede, når måleren tæller hurtigere, end den plejer. Men naturgaskunderne får ikke en større regning, fordi der nu kommer biogas i fyret i stedet for naturgas, siger afregningschef Susanne Høgh Nielsen fra HMN Naturgas I/S.

Biogas indeholder omkring ti procent mindre energi end naturgas. Men både villakunder og virksomheder betaler kun for den mængde energi, som de faktisk bruger, og ikke for antallet af kubikmeter.

- Prisen bliver den samme, uanset at tælleren løber hurtigere. På kundernes regning fremgår det reelle energiforbrug under posten "reguleret forbrug". Vi sørger for, at det bliver gjort korrekt op, så kunderne kan læne sig trygt tilbage uden at foretage sig noget, siger Susanne Høgh Nielsen.

Emnet bliver mere og mere aktuelt i takt med, at gasselskaberne gør klar til at sende mere og mere biogas ud i naturgasnettet.

- Det er fortsat et ret nyt fænomen i Danmark. Men biogassen kommer til at fylde stadigt mere fremover til gavn for udledningen af C02 og med andre miljøfordele, siger Susanne Høgh Nielsen.

/ritzau/