Birthe Rønn i skænderi med kommission

Sådan - eller en variation heraf - lyder det flere gange fra tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der for foreløbigt sidste gang har taget plads i vidnestolen i Statsløsekommissionen.

Fra starten gik hun hårdt til kommissionens udspørger, Poul Heidmann.

Heidmann ville vide, hvornår Rønn første gang fortalte omverdenen, at det bundede i misforståelser mellem hende og embedsværket, at der i Integrationsministeriet blev begået konventionsbrud, så statsløse ikke fik det danske statsborgerskab, som de ifølge FN-konventionerne havde ret til.

Birthe Rønn forstod ikke, hvad Heidmann mente med »omverdenen«.

»Det ved jeg ikke, om jeg overhovedet har fortalt omverdenen,« sagde hun.

»Jeg er sådan set bare interesseret i at få at vide, hvornår du har fortalt omverdenen om den sag«, forklarede Poul Heidmann.

»Omverdenen? Er det min kæreste?« spurgte Birthe Rønn.

Poul Heidmann forklarede, at han ønskede at få et generelt svar på, hvornår hun første gang udtalte sig om det. Til det svarede Birthe Rønn:

»Jeg er meget utilfreds med den måde at spørge på. Jeg synes ikke, jeg har den retssikkerhed, jeg har krav på.«

På et samråd i Folketingets Indfødsretsudvalg i februar 2011, da sagen om de statsløse og konventionsbruddene lige var kommet frem i medierne, valgte Birthe Rønn Hornbech ganske opsigtsvækkende at slukke sin mikrofon midt i samrådet.

Det gør hun ikke i Statsløsekommissionen, lover hun, men på et tidspunkt blev Poul Heidmanns spørgsmål så irriterende for Rønn, at hun måtte konstatere, at »uanset hvad du spørger om, så er svaret nej«.

Afhøringen af Birthe Rønn Hornbech ventes at fortsætte hele onsdagen.

Dagens Gossip

Dagens TV