Biskop: Vi skal bekæmpe radikalisering med de love vi har

Skrevet af admin

30/03/2016

Dagens topnyheder

Politikerne risikerer at gå de radikaliseredes ærinde, hvis de begynder at begrænse ytringsfriheden og religionsfriheden for at stoppe radikaliserede imamer.

Sådan lyder det fra biskop i Viborg Stift Henrik Stubjkær forud for et møde onsdag blandt partilederne i Folketinget, hvor de vil forsøge at finde en fælles strammere kurs over for radikaliserede miljøer.

- Er der imamer, som begår noget kriminelt, skal vi gå efter dem med loven. Men det skal vi gøre med den lov, vi allerede har. Vi skal være varsomme med at begynde at tale om grundlovsændringer og andet, siger han.

Henrik Stubkjær er bange for, at hvis politikerne vælger at begrænse imamernes ytringsfrihed ved blandt andet at nægte dem at prædike, så risikerer man at gå netop de radikaliseredes ærinde.

- De (de radikaliserede, red.) vil jo undertrykke de frihedsrettigheder, som vi sætter højt i det danske samfund, siger han.

Han opfordrer politikerne til at tænke sig godt om og ikke gøre noget, de kommer til at fortryde.

- Jeg synes, det er betænkeligt, den drejning som debatten får. At man nu stirrer sig blind på nogle ting her og kaster sig over nogle imamer og taler om grundlovsændringer.

- Der skal vi hæve os lidt op og tænke os godt om, inden vi begynder at begrænse de frihedsrettigheder, som vi er så stolte af og kendt for, lyder det fra biskoppen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere erklæret sig parat til at gå til kanten af, hvad grundloven tillader, i kampen mod antidemokratiske kræfter.

Før påsken inviterede Løkke de øvrige partiledere til forhandlinger om bekæmpelse af radikale miljøer.

- Jeg vil ikke lægge mig ned for det første og bedste fuldmægtige notat, hvor der står, at her er der en grundlovsudfordring, lød det fra Løkke.

Flere andre biskopper kritiserer i Berlingske politikeres udtalelser om blandt andet at ville fratage imamer retten til at vie og prædike og om muligheden for at fratage imamerne statsborgerskabet i særlige tilfælde.

/ritzau/