Bison kan blive det næste vilde dyr i dansk natur

Prins Richard har selv været meget engageret primus motor i at genskabe en bestand af bisoner i Tyskland, hvor den sidste vilde bison blev skudt i 1755.

I Danmark er et tilsvarende projekt i gang på Bornholm, hvor syv bisoner sidste blev sat ud i en stor indhegning på Almindingen med henblik på at undersøge, om bisonen kan vende tilbage til dansk natur som vildtlevende. De bornholmske bisoner har ikke fået kalv i år, men de kan nå det endnu.

»Man kan ikke se det før til allersidst, at en bison er drægtig. Det er et meget stort dyr, som en kalv ikke fylder ret meget i. Men bisoner har en lav fertilitet og vi bliver ikke skuffede, hvis vi ikke får kalv i år. Vores tyr er meget ung - det er hans første år i brunst - og vi har kun to-tre køer som er kønsmodne,« siger Søren Friese, skovrider for Naturstyrelsen Bornholm, til Berlingske.

Bisonerne på Bornholm går i en indhegning på 200 hektar med et seks kilometer langt hegn omkring. Lågerne er åbne for mennesker, så man kan gå ind og færdes i samme område som bisonerne.

Over de næste to-fire år skal det afgøres på baggrund af erfaringer med flokken i indhegningen, om det er forsvarligt at slippe bisoner helt fri i naturen, både af hensyn til mennesker, af hensyn til dyrene selv, og af hensyn til naturen, landbrug og skovbrug. Bisoner regnes ikke for farlige, og tyrene er således ikke som hjortenes bukke tilbøjelige til balstyrisk at gå til angreb på enhver i brunstsæsonen.

»Der har ikke været episoder med publikum i indhegningen. Der kommer rigtigt mange på besøg, og det går helt fredeligt for sig. Dyrene trives også fint, så vi har egentlig kun hensynet til naturen tilbage, og der er vi blevet noget overraskede over, så voldsomme de er ved træerne,« siger Søren Friese.

Det hårde tryk på træerne kan skyldes, at indhegningen trods alt er ret lille. Hvis der sættes bisoner ud til vild tilværelse på Bornholm, vil der højst blive 50 dyr på 6.000 hektar, fremfor de syv dyr på 200 hektar i forsøgsprojektet.

Bison er et oprindeligt dyr i dansk natur, som dog ikke har set en vild bison i 9.000 år. Men selv om Tyskland er ved at få vilde bison, er det ikke så nemt at snige sig over grænsen og op gennem Jylland for en flok af gungrende klovdyr, hvor de største bliver op til to meter høje og vejer op til et ton.

»Bisoner får vi kun i naturen, hvis vi beslutter os for at de skal være her. Og det afhænger af hvad vi kan leve med af praktiske problemer. Bisoner er fredelige nok, men der kan være et trafikalt problem, hvis en hel flok går ud på vejene og blokerer dem, som de gør i amerikanske nationalparker. Det er også et meget stort dyr at køre ind i, hvis der sker uheld,« siger Jens-Christian Svenning, professor i biologi på Aarhus Universitet.

Dagens Gossip