Bitter FCN-spiller om fejldom: Dommeren sagde undskyld

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland led fredag aften et bittert nederlag i Alka Superligaen. På udebane i Esbjerg tabte nordsjællænderne med 1-2 efter at have været foran det meste af kampen.

Ti minutter før tid dømte dommer Jakob Kehlet et forkert straffespark til Esbjerg, da han mente, at Andreas Maxsø havde stoppet bolden med hånden i feltet.

- Bolden ramte mig direkte i ansigtet, og jeg troede ikke, der var nogen tvivl. Det første, dommeren sagde, da han kom over til mig, var undskyld, og det sagde han også efter kampen, for han vidste godt, han lavede en kæmpe fejl, som kostede os.

- Det er super frustrerende nu, og jeg kan ikke sætte ord på, hvor skuffet jeg er over, at dommeren dømte straffespark i situationen. Det er nogle dyrebare point, der kommer til at koste os i sidste ende, siger den 21-årige FC Nordsjælland-spiller.

Andreas Maxsø mente, at fejldommen gjorde udslaget for, at FC Nordsjælland ikke fik point.

- Vi spillede ikke nogen god kamp, men vi forsvarede os fint, og i den periode, hvor de fik straffesparket, var vi ved at komme over presset og havde holdt Esbjerg væk i et stykke tid. Det var bare for dårligt, at dommeren ødelagde det for os, Andreas Maxsø.

Cheftræner Olafur Kristjansson var ligesom sin forsvarsspiller ærgerlig over den afgørende kendelse.

- Vi spillede ikke den bedste kamp på bolden, men vi havde alligevel en okay fornemmelse, for vi holdt dem stort set fra chancer. Men så fik vi den her dom lige i ansigtet bogstaveligt talt.

- Vi havde muligheden for at straffe dem på omstillinger, og det var også derfor, vi skiftede Joshua John ind. Men kendelsen vendte kampen på hovedet, siger han.

FC Nordsjælland skal i næste spillerunde en tur til Hobro, hvor det går løs på DS Arena.

/ritzau/