Bitter fransk familiefejde kan ende i Le Pen-eksklusion

Forestil dig at blive forvist fra dit eget livsværk.

Det kan blive virkelighed for Jean-Marie Le Pen, der i 1972 stiftede det franske parti Front National, der hører til på den yderste højrefløj.

Og det er endda hans egen datter, der fører kniven.

Torsdag er 87-årige Jean-Marie Le Pen blevet kaldt til møde i partiets eksekutivkomité, hvor også hans 47-årige datter, Marine, kommer. Hun har stået i spidsen for partiet siden 2011.

Forholdet mellem far og datter er gradvist blevet værre og værre i de seneste fire år, i hvert fald når det gælder den officielle politik.

Hun forsøger at trække partiet mere ind mod midten og dæmpe de mere radikale budskaber. Partiet er stadig imod fransk medlemskab af EU og meget kritisk over for indvandring. Tonen under Marine Le Pen er dog noget mildere end før.

Imidlertid har gamle Le Pen opretholdt den stil og tone, der har gjort ham kendt også uden for Frankrigs grænser.

Han har forsvaret Vichy-regimet, der styrede Frankrig under den nazistiske besættelse i Anden Verdenskrig, og som samarbejdede med besættelsesmagten.

Hun har forsøgt at tage titlen som ærespræsident i FN fra sin far. Hun suspenderede ham fra partiet i marts.

Men Jean-Marie Le Pen har stadig krudt i sig. Han gik til domstolene for at få medhold i, at han ikke bare kan smides ud af partiet, og at han er ærespræsident.

En dommer sagde, at partiets vedtægter ikke var overholdt, så han fik medhold.

Så iværksatte Marine Le Pen, der appellerede dommen, en urafstemning, som helt skulle fjerne titlen som ærespræsident.

94 procent af de afgivne stemmer sagde, at ærespræsident-titlen skal væk fra vedtægterne.

Sådan gik det imidlertid ikke, for en domstol havde kort forinden afvist hendes appel og erklæret, at urafstemningen var ugyldig, fordi den skulle organiseres af en generalforsamling.

Så fik hun nok.

Hun meddelte, at hun har indkaldt sin far til et disciplinærmøde i partiets eksekutivkomité 20. august.

Avisen The Independent skriver, at det ventes, at den gamle stifter på dette møde bliver smidt endegyldigt ud af Front National.

/ritzau/

Dagens Gossip