Biva-bagland jagter ny ejer

Der er liv i 33 ud af de 50 Biva-Tæppeland butikker her til morgen. Det er de butikker, der med en ny model, skal reddes efter konkursen endeligt ramte koncernen fredag efter flere års krise.

Butikkerne skal nu placeres i et datterselskab for at tiltrække en ny ejer, skriver Børsen mandag. Hvis altså analysearbejdet viser, at de 33 butikker er levedygtige. Først da kan der tages en endelig beslutning om fremtiden, siger kurator i konkursboet Lisa Bo Larsen, der lægger vægt på, at der ikke er uendelig tid.

»Der er jo grænser for hvor længe, vi kan drifte ting, der er i konkurs. Og lukker man først ned, er det måske vanskeligt at forestille sig, at man kan overdrage. Så lider brandet for meget skade,« siger hun til Børsen.

Hvis de endnu åbne butikker bliver samlet i et datterselskab uden for konkursboet, ejer dette stadig aktierne, sådan at provenuet kan gå op i konkursboet ved et salg. Det kan give lidt længere tid til at finde den rigtige køber og få lavet en sund case, man kan sælge, forklarer Lisa Bo Larsen.

Det undrer ikke detailhandelsekspert Bruno Christensen i Retail Innovation Scandinavia at Biva-Tæppeland måtte erklære sig konkurs. Da kæderne fusionerede i 2001, var det ikke to sunde økonomier der gik sammen, og derfor er de endt, hvor de er i dag, siger han i Børsen.

Bruno Christensen gætter på, at en ny ejer kan vise sig blandt gamle kendinge. Harald Nyborg eller Jem & Fix, som bejlede til Biva i 2009 inden kæden overtog Tæppeland i en redningsplan. Dog vil han tro, at gør-det-selv-kæderne i første omgang vil koncentrere sig om egne kerneforretninger.

Men der er allerede interesserede købere, fortæller Lisa Bo Larsen. Blandt andet et par henvendelser fra udlandet, hvor koncernen ikke er lige så kendt som herhjemme og nogle spredte henvendelser om at købe varelageret.

»Men der er jo noget forskel på at købe et varelager og købe en virksomhed. Så nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre,« siger Lisa bo Larsen til Børsen.

 

Dagens Gossip