Bizar dyremishandling: Politiet efterlyser 'Gudenå-kattens' ejer

Skrevet af Michael Lauritsen

20/02/2014

Mest læste i dag

Lokalpolitiet i Viborg er nu gået ind i sagen om den sorte kat, som fredag blev fundet død i en gul plastikpose tæt ved Gudenåen. En obduktion slår fast, at katten blev mishandlet og siden druknet. Nu efterlyses 'Gudenå-kattens' ejer.

Katten blev fundet af en hundelufter på en eng tæt ved åen ved Kjællinghøl øst for Bjerringbro.

- Posen med katten er formentlig skyllet op, mens det har været højvande, siger vicepolitikommissær, Poul Østergaard, fra Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg til Dagens.dk.

SE OGSÅ: Sådan blev katten fra Gudenåen mishandlet til døde

Han oplyser, at posen lå cirka 400 meter fra en træbro - ikke langt fra en rasteplads.

- Men det er bare et af flere steder, katten kan være blevet smidt i. I teorien kan posen have flydt langt. Der er flere broer på strækningen, og det er også muligt at bevæge sig rundt langs vandet, siger Poul Østergaard.

En obduktion foretaget af en praktiserende dyrlæge slår fast, at kattens sidste tid har været smertefuld, og at den sandsynligvis er død ved drukning efter at være blevet pakket ind i en pose og smidt i vandet.

Forinden fik den stripset benene stramt sammen parvis på ryggen - modsat bevægelsesretningen - hvilket har forårsaget flere brud.

SE OGSÅ: Hvem bandt denne kats ben sammen og smed den i Gudenåen?

- Det, der render mig i hu, er, hvor groft det er. Det leder tankerne hen på sagen fra Aalestrup for nogle år siden, hvor nogle unge brændte et levende marsvin af, siger Poul Østergaard.

Han erkender, at politiet ikke har meget at gå efter i sagen. Derfor håber det på henvendelser fra offentligheden.

- Der må helt sikkert være nogen, der på et tidspunkt bliver overmandet af samvittigheden og ringer til os, så vi kan få opklaret sagen.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Politiet håber også på at finde 'Gudenå-kattens' ejer.

Den sorte kat, som hverken er tatoveret eller chippet, beskrives som en mørk, korthåret 'orientaler' med store ører og en spids næse. Der er tale om en slank hankat, som er fuldt udvokset og i god foderstand. Den er ikke gammel.

Dyrenes Beskyttelse har udlovet en dusør i sagen på 5.000 kroner. Flere private bidragsydere har siden givet tilsagn om at spæde til, hvis gerningsmanden bliver fundet.