Bizar Sia splitter anmeldere med "fortryllende seance"

Skrevet af admin

06/08/2016

Dagens topnyheder

Overrumplende, visuelt slående, bizart, fortryllende - og åndssvagt.

Det er nogle af ordene, de danske anmeldere har fundet frem i beskrivelsen af stjernen Sias koncert på Smukfest fredag aften.

- Den enigmatiske, australske popkunstner Sia – med en tyk og fed streg under kunstner – formåede totalt at tage røven på Skanderborgpublikummets forventninger om, hvad en koncert er og bør være, skriver Berlingskes anmelder.

- Hendes fremragende optræden på Bøgescenen var nemlig mere et mangefacetteret totalshow, en slags bizar avantgardemusikvideo opført på scenen, end det var koncert i traditionel forstand, lyder det videre om koncerten, der får fem ud af seks stjerner.

Kæmpe hits som "Chandelier", "Alive" og "Titanium" blev sunget af Sia fra scenens ene hjørne, mens kunstnere dansede og optrådte for publikum.

Sia havde som vanligt iført sig sin karakteristiske paryk, der skjuler størstedelen af hendes ansigt. Det skortede dog ikke på fortryllende virkemidler fra den sky stjerne, konstaterer Gaffas anmelder, som ligeledes kvitterer med fem ud af seks stjerner.

- Sangerinden foldede talentet ud i eminent performance-seance, der var langt ud over, hvad man kunne forvente sig af en popkoncert foran et fadølstørstigt Smukfest-publikum, skriver Gaffa.

Det bliver samtidig noteret, at nogle koncertgængere muligvis vil være skuffede over koncerten. En af dem lader til at være BT's anmelder, som kun vrider én ud af seks stjerner ud af "katastrofe"-koncerten.

- Sia viste sig at være mere uinteressant end en diskussion om kvalitet af havregryn eller at bruge sin fredag aften på at se andres feriebilleder på Facebook - specielt hvis man selv har brugt al sin ferie.

- Læg dertil at lydniveauet var så lavt, at folk kunne føre almindelige samtaler undervejs, og så har du en koncert, der er noget af det mest åndssvage, jeg nogensinde har oplevet, lyder det i BT.

Under overskriften "Bizart: Sia på trip i skoven" er der anderledes positive ord i Ekstra Bladet.

- Hitmageren leverede en visuelt slående seance, der ikke lignede noget andet, man har set før, lyder det i avisen, der giver fire ud af seks stjerner og slutter anmeldelsen med:

- Bizart. I den bedste betydning af ordet.

/ritzau/