Bjarne Laustsen bliver ny kommitteret for Hjemmeværnet

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes folketingsmedlem Bjarne Laustsen bliver 1. november udnævnt til ny kommitteret for Hjemmeværnet.

Dermed overtager Bjarne Laustsen posten som Hjemmeværnets civile chef, som blandt andet har til opgave at rekruttere frivillige og være bindeled mellem Hjemmeværnet, politikerne og befolkningen.

- Jeg glæder mig meget til den nye opgave, og der er en klar pointe i at have en aktiv politiker som bindeled mellem de folkevalgte og den vigtige del af dansk beredskab og forsvar, som Hjemmeværnet udgør.

- Som aktiv folketingspolitiker vil jeg have et indgående kendskab til Forsvaret og være ægte engageret i den brede, folkelige deltagelse, siger Bjarne Laustsen i en pressemeddelelse.

Den nordjyske socialdemokrat slår samtidig fast, at han vil fortsætte sit arbejde i Folketinget og søge genvalg ved næste valg.

Bjarne Laustsen fik ved den seneste ordførerrokade hos Socialdemokraterne frataget posten som forsvarsordfører. Men nu får han et solidt plaster på såret i form af posten som kommitteret for Hjemmeværnet, som er en af de mest lukrative politiske udnævnelser i Danmark.

Bjarne Laustsen er 59 år og oprindelig uddannet maskinarbejder. Han har været medlem af Folketinget i perioden 1992-1994 samt kontinuerligt siden 1998.

Den kommitterede for Hjemmeværnet udgør sammen med chefen for Hjemmeværnet Hjemmeværnsledelsen. Hjemmeværnsledelsen er ansvarlig for Hjemmeværnets samlede virke.

Laustsen afløser Venstres tidligere folketingsmedlem Jens Hald Madsen, som har bestridt hvervet i de seneste fire år.

/ritzau/