Bjarne Riis del af efterforskning

Hver gang afviste holdejeren at svare med henvisning til, at Anti Doping Danmark (ADD) er i gang med en undersøgelse, som han stiller sig til rådighed overfor.

Og ADD er ganske rigtigt i gang med en undersøgelse. Det bekræftes af udviklingschef i Danmarks Idræts-Forbund, Morten Mølholm Hansen, og af direktør i ADD, Lone Hansen.

- Der foregår en efterforskning lige nu. Det er sikkert vores efterforskning, som han (Bjarne Riis, red.) refererer til. For os er efterforskningen afledt af den sag, der er mod Michael Rasmussen og de vidneudsagn, han har givet, fortæller Lone Hansen og rammer dermed et vidne, der selv har oplevet doping i tiden under Bjarne Riis og samtidig hævder at have fortalt ’hele sandheden i sit vidneudsagn.

Lone Hansen vil ikke afsløre, hvorvidt ADD taler, har talt eller vil tale med Bjarne Riis i den forbindelse. Men Bjarne Riis kan have god grund til at forholde sig tavs så længe undersøgelsen pågår.

- Det generelle i sådanne undersøgelser er, at ingen af sagens parter udtaler sig, så længe den pågår, siger Lone Hansen, der dog godt vil afsløre, at der er tale om en efterforskning af betydeligt omfang.

Hvis Bjarne Riis eventuelt er et centralt emne i undersøgelsen, vil der være tale om en store endevendelse af beviser og vidneudsagn. Mange nationale forbund er involveret i udredningen.

- Undersøgelsen er meget omfattende. Det er ikke alene Anti Doping Danmark, der er involveret. Det er et stærkt samarbejde med USADA (det amerikanske antidopingagentur, der stod bag afsløringen af Lance Armstrong, red.), antidopingmyndighederne i Holland, Spanien, Italien og Tyskland, der er på banen med Jan Ullrichs indrømmelse samt WADA, siger ADD-direktøren.

Håber på hurtig afklaring

Lone Hansen fortæller videre, at der indgår både vidneudsagn og andre materialer i efterforskningen, der helt sikkert vil munde ud i konkrete sager.

- Der er helt klart, at der bliver sager på baggrund af efterforskningen. Der er allerede en sag mod Michael Rasmussen i den sammenhæng, siger Lone Hansen, der dog ikke kan sige, hvornår ADD afslutter sit arbejde.

- Det er svært for mig at sige præcis, hvornår vi er færdige med efterforskningen. Men vi håber, at der ikke skal gå lang tid, så vi kan blive færdige inden for en overskuelig fremtid, siger ADD-direktøren.

Den intensive efterforskning optager lige nu en stor del af de samlede ressourcer i Anti Doping Danmark, men der er politisk velvilje i forhold til dækning af omkostningerne i forbindelse med arbejdet. Således er der fra politisk side dækket udgifter for knap 100.000 kroner i forbindelse med undersøgelsen.

Danmarks Cykle Union har tidligere krævet svar fra Bjarne Riis omkring de omfattende anklager mod ham.

Men den konstituerede direktør Lars Bonde havde i går ikke lyst til at kommentere Bjarne Riis’ manglende svar.

Dagens Gossip