Bjarne Riis forlænger med ung dansker

Det danske cykeltalent Christopher Juul-Jensen har de seneste to år været en del af Bjarne Riis' hold, og det blive han også i de kommende to sæsoner.

24-årige Christopher Juul-Jensen har nemlig forlænget sin kontrakt, meddeler Saxo-Tinkoff, som fra 2014 kommer til at hedde Team Saxo Bank.

- Det var en let beslutning at forlænge aftalen med Christopher. Han passer perfekt ind på holdet, han er vellidt af alle i organisationen, han har den rette attitude, arbejder hårdt og professionelt og er allerede en vigtig del af vores klassiker-trup.

- Jeg er ikke i tvivl om, at han vil fortsætte sin udvikling og blive en nøglehjælper for sine holdkammerater og samtidig få chancerne for også at skabe resultater selv, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Christopher Juul-Jensen ser frem til at fortsætte sin udvikling hos Riis.

- I et presset marked ser jeg min nye aftale som et kæmpe stort skulderklap og et tegn på holdets tillid til og tro på mig, og det gør mig stolt.

- Jeg føler også selv, at jeg har taget nogle store skridt i min udviklingsproces, især når det kommer til at få den mentale og fysiske hårdhed, der er nødvendig på det her niveau.

- Jeg ved, at hvis jeg fortsætter med at arbejde hårdt og fokuseret, så kan jeg være en vigtig hjælper for holdet, men også selv få muligheder for at lave nogle resultater.

- Samtidig føler jeg mig rigtig godt tilpas her, og jeg er glad for det setup, der er omkring rytterne. Så at jeg kan fortsætte min karriere på holdet, gør mig bare ekstra glad, siger Christopher Juul-Jensen.

Dagens Gossip

Dagens TV