Bjarne Riis’ nye problem

Det siger centerleder på Syddansk Universitet, Erik Kulavig. Han er forsker i russisk historie og med hans kendskab til nyrige russere som Oleg Tinkov, så er det som udgangspunkt sjældent godt selskab.

- Bjarne Riis har i det hele taget en hel del forklaringsproblemer, og i det her tilfælde drejer det sig om, hvordan han kan associere sig med Oleg Tinkov, siger Erik Kulavig.

Et nyt problem

Her er der ikke tale om et forklaringsproblem i forhold til doping, men derimod et problem i forhold til at forbinde sig selv med en person, som har haft en fortid i Sovjetunionens efterretningstjeneste, KGB, og som har tjent sine penge på forretninger i Rusland, hvor korruptionsniveauet er på højde med Nigerias. Her er det for de nyrige russere mafia-metoder og politisk nepotisme, som skaber vejen til succes.

- Oleg Tinkov er ikke en af Guds bedste børn, og det lægger han heller ikke skjul på i og med, at han har været en del af KGB. Han er en nyrig russer, og for at blive det skal man være både på den ene og den anden side af lovens grænser.

- Og Riis kender lige så godt Oleg Tinkovs image, som vi andre gør. Der er selvfølgelig undtagelser i russisk forretningsliv, men det er ikke det, Tinkov udstråler med den måde, han opfører sig på. Han lever meget godt op til det beskidte image, som russisk forretningsliv har fået, siger Erik Kulavig.

Styrer selv sin twitter

Bjarne Riis var ikke med Team Saxo-Tinkoff ved torsdagens Tour de France-etape, og det var derfor ikke muligt at få en kommentar fra ham om Tinkov og hans udråb på twitter natten til torsdag. Pressechef Anders Damgaard siger kort om Tinkov, da han bliver spurgt til twitter-udbrudene.

- Oleg Tinkov styrer selv sin twitter, og det vil vi ikke gøre noget ved.

Hovedsponsoreren for Bjarne Riis er lige nu investeringsbanken Saxo Bank. Administrerende direktør Lars Seier Christensen har ikke noget problem med, at Oleg Tinkov går amok på twitter, og Tinkovs image betyder ikke noget for samarbejdet.

- Det synes jeg ikke, vi skal tage så tungt. Og jeg tror ikke, vi er så associeret med Tinkov. Han må sige, hvad han vil. Han er Tinkoff Bank, og vi er Saxo Bank, slår Lars Seier Christensen fast.

Tinkovs kontroversielle profil er ikke nogen hindring for et samarbejde med Saxo Bank om Riis’ cykelhold, siger Seier.

- Han er den, han er. Han er ivrig og siger det, der falder ham for hovedet, og det var måske ikke så smart i det her tilfælde, men det må være hans sag, siger Lars Seier Christensen.

Dagens Gossip