Bjelland klar til landskamp: Jeg kan trække vejret igen

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Midterforsvar Andreas Bjelland melder sig nu 100 procent klar til de kommende landsholdskampe, efter han i sidste måned havde problemer med vejrtrækningen.

- Jeg spillede for Twente i søndags og har haft en rigtig fin træning med holdet det seneste stykke tid, siger han.

Under opvarmningen med sine hollandske klub, Twente, før kampen mod Excelsior fik landsholdsspilleren problemer med vejrtrækningen, og han blev efterfølgende kørt på hospitalet.

Problemer med vejrtrækningen er dog ikke noget, som Bjelland skal døje med fremover.

- Man mener, at det har været en virus. Jeg er blevet tjekket, og de kloge mennesker siger, at det højst sandsynligt ikke kommer igen, siger han.

Bjelland er samlet med landsholdstruppen forud for kampen mod Serbien på fredag og dernæst Rumænien i næste uge. Begge landskampe på udebane.

Det ser ud også til, at den 26-årige spiller er i kampform igen. Bjelland spillede søndag for sin hollandske klub mod Dordrecht og bidrog med et mål i 4-0-sejren.

Med en skadet Daniel Agger kan det betyde, at Bjelland skal udfylde rollen som centerforsvarer for landsholdet på fredag.

- De sidste par kampe har det været sådan, at hvis Agger var skadet, har jeg fået lov til at spille. Sådan var det i kampen mod Albanien. Jeg glæder mig over, hvis det det mig, der får lov til at spille. Det er en stor kamp mod Serbien, siger han.

Andreas Bjelland var med i startopstillingen, da landsholdet spillede mod Albanien i sidste måned. Daniel Agger døjede med en rygskade og måtte derfor droppe kampen.

/ritzau/