Bjelland og Twente tager førstepladsen i Holland

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Den hollandske Æresdivision har ligget stille siden den 22. december, og da forårssæsonen blev skudt i gang fredag aften, var en dansker i aktion.

Den centrale forsvarer Andreas Bjelland spillede 90 minutter for Twente mod Heracles, og danskerholdet kunne motivere sig med, at en sejr ville give klubben en foreløbig førsteplads. Den kom i hus med 3-1.

Quincy Promes bragte Twente på 1-0 midt i første halvleg, og Luc Castaignos øgede til 2-0 10 minutter efter pausen.

Det lignede en afgørelse, da Heracles kort efter fik udvist Jeroen Veldmate, men alligevel skabte Mark Uth spænding med sin reducering til 1-2 efter 77 minutter. Men Dusan Tadic cementerede Twentes sejr til 3-1 på et straffespark to minutter før tid.

Dermed kom Twente op på 37 point ligesom Ajax og Vitesse, og Twente tager førstepladsen med en marginalt bedre målscore.

Meget tyder dog på, at konkurrenterne i toppen glider forbi senere i den 19. spillerunde. Ajax møder PSV Eindhoven i Amsterdam, mens Vitesse spiller på udebane mod Zwolle.

/ritzau/