Bjergbestiger frygter det værste for bjergbyer i Nepal

Skrevet af admin

12/05/2015

Mest læste i dag

Nyheden om tirsdagens nye jordskælv i Nepal kom som et chok for de fleste.

For den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen ramte meldingen ekstra hårdt, da han netop er vendt hjem fra Mount Everest, efter et jordskælv for 14 dage siden ødelagde hans drøm om at bestige bjerget.

- Jeg tænker, det er dybt tragisk, og lysten til at tage derud og hjælpe er rigtig stor, siger Carsten Lillelund Pedersen, som befandt sig på Mount Everest, da et jordskælv 25. april ramte og kostede over 8000 mennesker livet i Nepal.

17 mennesker omkom på Mount Everest under det første jordskælv, men selvom bjerget den seneste uges tid har været evakueret, så går Pedersens tanker alligevel til verdens højeste bjerg.

- Det, som jeg kan forstå, er, at epicentret ved tirsdagens jordskælv ligger tættere på Mount Everest end ved det første skælv, og Namche Bazaar og flere af de andre landsbyer omkring Mount Everest er blevet ødelagt.

- Da jeg var i området i sidste uge, var jeg vidne til, hvordan mange huse er bygget helt uden cement. Stenene er bare lagt ovenpå hinanden. Sten har man til rådighed, men fundament og cement er sparet væk, siger han.

Ifølge bjergbestigeren er cement en mangelvare i det højtliggende område omkring Mount Everest og koster oppe i bjergene fire gange så meget som i landets hovedstad, Kathmandu. Det går ud over kvaliteten af husene i området.

- Jeg så huse, hvor taget kun blev holdt oppe af vinduerne. Stenene i murene var simpelthen raslet fra hinanden efter det første jordskælv, siger Pedersen.

Bjergbestigeren så, hvordan det første jordskælv har ødelagt byerne ved bjerget, så han tør slet ikke tænke på, hvordan byerne ser ud, efter det seneste jordskælv har ramt landet.

- Det er katastrofalt. Folk var gået i gang med at genopbygge deres hjem, og så kommer der bare et nyt jordskælv og fuldstændig smadrer deres liv igen, siger han.

Byen Namche Bazaar meldes hårdt ramt af tirsdagens jordskælv, og ifølge Focus News India har det indiske luftvåben sendt helikoptere til byen for at vurdere skadernes omfang.

/ritzau/