Bjergbestigere dræbt af bevæbnede mænd

Det er uklart, om bjergbestigerne befandt sig på et hotel, eller om de var i deres lejr på Nanga Parbat-bjerget i den pakistanske del af Himalaya, da blev angrebet af mændene, der efterfølgende flygtede.

De udenlandske bjergbestigeres nationalitet er ikke blevet endeligt bekræftet, men ifølge den statslige TV-station PTV skal det dreje sig om fem ukrainere, tre kinesere og en russer.

Himalaya-bjergene i det nordlige Pakistan er et yndet mål for erfarne, ofte europæiske, bjergbestigere, skriver nyhedsbureauet AFP. Nanga Parbat-bjerget er således et af de højeste bjerge i verden. Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, har fordømt angrebet, der kan få indflydelse på, om udenlandske bjergbestigere ønsker at besøge området fremover.

»Sådanne ondskabsfulde og umenneskelige handlinger vil ikke blive tolereret, og alle bestræbelser vil blive gjort for at gøre Pakistan til et sikkert sted for turister,« siger premierministeren ifølge AFP.

De pakistanske myndigheder har nu sendt helikoptere til bjergområdet for at bjærge ligene, og der er sendt politi og militær til området for at finde gerningsmændene.

»En eftersøgningsoperation er sat i gang. Alle indgangs- og udgangspunkter er blevet lukket,« siger polititalsmand Mohammed Naveed til AFP.

Det er kun muligt at nå helt frem til området på muldyr, hest eller til fods, da der ikke er nogen veje.

Bjergområdet ligger i Gilgit-Baltistan-provinsen, som tidligere har været kendt som et af de mere rolige områder i Pakistan. I de senere år har man dog oplevet en bølge af angreb fra militante mod medlemmer af det shiamuslimske mindretal. Det er dog første gang, at udenlandske turister er blevet angrebet i Gilgit-Baltistan-provinsen.

Dagens Gossip