Bjerrehuus om narkokørsel: Jeg skammer mig

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere topmodel og tv-vært Oliver Bjerrehuus er kendt for at leve et liv i overhalingsbanen.

Nu får det vilde liv snart konsekvenser for den danske model, der er blevet afsløret for at have kørt bil med kokain i blodet i februar i år. Mandag den 2. november falder dommen, og Oliver Bjerrehuus er klar til at tage sin straf.

- Det bliver en ren tilståelsessag. Når man laver sådan noget lort, så skal man ikke komme med så mange søforklaringer, hvis man bare vil have en smule værdighed tilbage, siger Oliver Bjerrehuus, da Ritzau Fokus møder ham til gallapremieren på den nye James Bond-film "Spectre".

Den 40-årige model ligger ikke skjul på, at han skammer sig over sin opførsel, og han ser frem til, at dommen er afsagt, så han kan komme videre.

- Jeg har dummet mig, og jeg er ked af at udsætte familien Danmark for endnu en af mine dumheder. Jeg skammer mig, og det kommer jeg også til at gøre de næste par år, siger han.

Oliver Bjerrehuus er far til tre børn, og det har været svært at forklare familien om sin dumhed.

- Det værste er at skulle stå og forklare min søn, at sådan noget skal man ikke gøre. Det var dumt, og der er ingen undskyldning for det, jeg har gjort, siger han.

På trods af at han skammer sig over sin opførsel, så vil han ikke love, at det er helt slut med at dumme sig.

- Der kommer nok nogle flere dumheder. Jeg er ikke tilhænger af altid at sige, at det hele nok bliver bedre. Jeg tror, at vi skal vænne os til at være de mennesker, vi er og gøre de ting, som vi gør. Nogle gange bliver man så også mindet om, at man er et fjols, siger han.

/ritzau/FOKUS