Bjerringbro-Silkeborg henter kontraktfri Allan Damgaard

Skrevet af admin

21/01/2016

Dagens topnyheder

Allan Damgaard stod uden kontrakt og uden noget sted at spille håndbold, efter at den tyske bundesligaklub HSV Handball i fredags blev erklæret konkurs.

Nu har den 29-årige bagspiller fundet en ny klub, og det bliver Bjerringbro-Silkeborg (BSV), der fra nu af og i de næste to og et halvt år får glæde af Allan Damgaards kvaliteter.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at komme til Bjerringbro-Silkeborg. Jeg vil gerne til en klub, hvor det er muligt at vinde det danske mesterskab.

- Og hvis man ser på den danske liga i år, så er den utrolig lige, og jeg mener, at Bjerringbro-Silkeborg har et hold, der kan spille med helt i toppen, siger Allan Damgaard til klubbens hjemmeside.

Tidligere i karrieren har Allan Damgaard spillet sammen med flere af BSV-spillerne, og det var en af årsagerne til, at valget var nemmere at træffe.

- Jeg kender også mange af drengene uden for banen, og jeg ved, at det er nogle utrolig gode fyre.

- Jeg har tidligere spillet sammen med Mads Christiansen og Klaus Thomsen, og jeg kender også mange af de andre. Jeg snakkede med Klaus om klubben, og han anbefalede det varmt, forklarer han.

Allan Damgaard nåede at spille et halvt år i HSV Handball, som han kom til fra Team Tvis Holstebro. Han havde flere kontrakttilbud på hånden fra klubber i både ind- og udland.

- Det var flere klubber, der viste interesse, men min mavefornemmelse sagde, at det skulle være Bjerringbro-Silkeborg, og den følger jeg næsten altid.

- Rent menneskeligt tiltalte det mig rigtig meget at komme til Bjerringbro-Silkeborg, siger klubbens nye bagspiller.

Allan Damgaard præsenteres for sine holdkammerater torsdag klokken 13 til træning i Bjerringbro Hallen.

BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen, som har fulgt Allan Damgaards karriere i mange år, er begejstret over tilgangen.

- Det er en sand kriger, som kommer til byen, og med sin fysik og sin hurtighed vil han kunne bidrage i alle faser af spillet både i vores offensive forsvar og angrebsmæssigt.

- Det er en ønskespiller, som virkelig vil kunne bidrage til vores hold, og som vil kunne komplementere Sebastian Skube og Nikolaj Markussen både som playmaker og som venstre back, lyder det fra BSV-træneren.

/ritzau/