Bjørn om Ryder Cup: De fleste har spillet ekstremt godt

Skrevet af admin

25/09/2014

Mest læste i dag

Thomas Bjørn er godt forberedt, når han fredag klokken 8.50 dansk tid står klar til at spille fourball ved Ryder Cup mellem Europa og USA.

Den 43-årige danske golfspiller, som for tredje gang er med ved Ryder Cup, skal sammen med tyske Martin Kaymer forsøge at besejre amerikanerne Rickie Fowler og Jimmy Walker.

- Vi ved, hvad vi er oppe imod. De fleste spillere har spillet ekstremt godt gennem hele sæsonen. Vi ved, at hver eneste spiller på deres hold bliver en stærk modstander.

- Vi er fokuserede på at komme i gang. Det har været en lang uge, nu er det tid til at komme i gang, siger Thomas Bjørn ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spillerne har i et stykke tid øvet på Gleneagles-banen i Skotland, før det går løs fredag.

Thomas Bjørn var med til at vinde Ryder Cup i 1997 og 2002.

Europa har vundet den traditionsrige turnering de to seneste gange, i 2010 og 2012.

/ritzau/