Bjørndalen kikser fem skud og går glip af topplacering

Skrevet af admin

06/12/2015

Dagens topnyheder

Martin Fourcade forsvarede forspringet på omkring et minut fra lørdagens sprint og knuste konkurrenterne i søndagens skiskydning i World Cuppen i svenske Östersund, som franskmanden vandt.

Fourcade havde tilmed råd til at skyde forkert tre gange, men alligevel vandt han med komfortabel afstand til tyske Arnd Peiffer, som kun missede et skud.

På den sidste runde ind mod mål tog 27-årige Fourcade det roligt, da ingen kunne true ham i tiden 31.22,40 minutter.

De norske specialister Ole Einar Bjørndalen og Emil Hegle Svendsen havde et godt udgangspunkt, men det var Tarjei Bø, som blev bedste nordmand som nummer fire fra startnummer 29.

Svendsen blev femmer, mens franske Quentin Fillon Maillet endte på tredjepladsen.

Bjørndalen, som startede som treer, blev skuffende kun nummer elleve, efter at veteranen missede tre forsøg i anden skydning og to i tredje.

- Jeg satsede, men det gik lidt for hurtigt i den stående skydning. Det var en klar plan, men jeg formåede at hente lidt tid ind igen til slut, siger Bjørndalen til NRK.

/ritzau/NTB