Bjørndalen vinder sit syvende OL-guld

Ole Einar Bjørndalen vandt lørdag OL-guld i skiskytternes sprint i Sotji.

Nordmanden tog med sejren sit syvende OL-guld og sin OL-medalje nummer 12 nogensinde.

Ole Einar Bjørndalen fejlede på sin første skydning, men han løb så meget hurtigere end konkurrenterne, at han i afslutningen kunne tage tid fra dem, selv om en misser i skydningen betød, at han skulle tage en strafrunde.

I mål var Bjørndalen 1,3 sekund hurtigere end østrigeren Dominik Landertinger og 5,7 sekunder foran tjekken Jaroslav Soukup - de to skød begge fejlfrit.

Den russiske hjemmefavorit Anton Sjipulin blev nummer fire.

Ole Einar Bjørndalen deltog ved OL første gang i Lillehammer i 1994 og tog sin første medalje i Nagano i 1998.

- Det var et vældigt fint løb, bare ærgerligt med fejlen på første skydning. Jeg havde vældigt god kontrol og disponerede løbet godt, siger Bjørndalen til norsk TV2.

Den 40-årige nordmand har vist opadgående formkurve på det seneste. I VM-sammenhæng har han ikke fået individuel medalje ved VM siden 2009.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV