Blå blok: 150 millioner kroner er utilstrækkeligt

Skrevet af admin

18/04/2015

Dagens topnyheder

Når justitsminister Mette Frederiksen (S) ved hjælp af et aktstykke vil sende 150 millioner kroner politiets vej efter den forøgede indsats oven på angrebet i København, er beløbet slet ikke tilstrækkeligt.

Det mener Peter Skaarup, retsordfører hos Dansk Folkeparti, der mener, at politikredsene udenfor København bliver ladt i stikken.

- Beløbet er slet ikke stort nok. Under COP15 blev der delt knap 700 millioner kroner ud, og jeg mener, at det er nogenlunde samme beløb, vi skal op i her, siger han til Ritzau.

- Det her ville ikke være en langsigtet løsning.

Peter Skaarup påpeger, at det også er værd at bemærke, at COP15 ikke foregik over en længere periode, mens det forhøjede beredskab i første omgang skal fastholdes til 1. september.

Debatten udspringer af, at samtlige sjællandske politikredse udenfor København samt Fyns Politi har givet udtryk for, at de oplever manglende ressourcer, da kredsene dagligt sender politibetjente til København for at opretholde beredskabet.

Ingen af kredsene ønsker at sætte tal på antallet af betjente, der dagligt tager turen til hovedstaden, men i alle tilfælde er der tale om et "stort" antal, fastslår tillidsmændene over for Ritzau.

Peter Skaarup foreslår, at politiet i højere grad benytter sig af politibetjente under uddannelse, samtidig med at Hjemmeværnet også kan lette arbejdsbyrden for politiet i hvad Peter Skaarup kalder en "ekstraordinær situation".

Hos Venstre kritiseres størrelsen på beløbet også.

- Befolkningen vil have forståelse for, at man finder de her penge, så derfor undrer det mig, at regeringen afviser at finansiere det, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

Beløbet på 150 millioner kroner møder heller ikke stor opbakning hos Konservative.

- Det nytter jo ikke noget, at man sætter politiet til selv at betale regningen. Det går ud over de andre politikredse, og det er stærkt bekymrende, siger Mai Mercado, retsordfører for Konservative, til Ritzau.

Mai Mercado siger, at beløbet burde være omkring 500 millioner kroner for at imødegå det forhøjede beredskab og politiets arbejde udenfor København.

/ritzau/