Blå blok afventer invitation fra regeringen

»Regeringen må tage et initiativ til, at der kommer gang i forhandlingerne igen. Det er jo regeringen, der har fremlagt en plan, den gerne vil have igennem, og derfor må det også være regeringen, der tager initiativ og leder forhandlingerne, så vi afventer,« siger den konservative leder, Lars Barfoed (K), der bakkes op af Venstre.

Forhandlingerne om anden del af vækstaftalen var knap begyndt, da de blå partier forlod Finansministeriet tirsdag. Deres forslag om at fjerne arveafgiften koster én milliard kroner at realisere - penge, der allerede ligger på forhandlingsbordet.

»Vi har jo en afklaret politisk holdning blandt de tre partier, der forhandler, så vi har ikke brug for nye overvejelser. Vi har et ønske om at fjerne arveafgiften, når man generationsskifter i familieejede virksomheder. Det er vores hovedkrav, og det holder vi fast ved,« siger K-formanden.

Spørgsmål: Hvis regeringen ikke vil give sig, er I så villige til at sænke arveafgiften i stedet for helt at fjerne den?

»Forhandlingerne foregår ved forhandlingsbordet og ikke i den offentlige debat, og derfor kommenterer jeg ikke på enkeltheder,« lyder det fra Barfoed, der dog håber, at »der snart sker noget«, fordi der er »behov for, at vi får en aftale.«

Anden del af vækstaftalen skal først og fremmest sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent - det er både regeringen, Venstre, de Konservative og Liberal Alliance enige om. Derfor opfordrer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) de blå partier til at vende tilbage til forhandlingerne, så »virksomhederne kan begynde at arbejde under de rammer, der skal skabe flere job i Danmark.«

»I øjeblikket tror jeg, at man skal skrue lidt ned for dramaet og taktikken i alt det her og komme tilbage til forhandlingsbordet,« sagde Helle Thorning-Schmidt tirsdag til Berlingske Nyhedsbureau.

Men den udmelding giver Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), ikke meget for.

»Det er jo sådan en klassisk Helle Thorning at pege fingre i stedet for at tale indhold. Regeringen må indse, at hvis man vil have flertal for sin politik, så må man jo også være imødekommende over for andre partier i Folketinget end sig selv,« siger han.

Søndag blev de tre partier samt Dansk Folkeparti enige om første del af vækstaftalen med regeringen. Med den fjernes afgiften helt på sodavand, mens ølafgiften sænkes.

Dagens Gossip