Blå blok forventer flere opgør efter ministerrokade

»Der er ingen tvivl om, at Sass kommer til at trække linjerne hårdere op og levere en kant mellem regeringen og den borgerlige opposition. Jeg er mere spændt på, om han kan samle og levere politiske forlig. For indtil videre har han jo mere været Socialdemokraternes mand end en forhandlingens mand,« siger Venstres næstformand, Kristian Jensen (V).

Også De Konservatives leder, Lars Barfoed (K), forventer, at ministerrokaden markerer en venstredrejning af SRSF-regeringen. Han peger på, at især udnævnelsen af Henrik Sass Larsen kan medføre flere ideologiske opgør.

»Sass Larsen er jo kompetent til at udfylde rollen, men han har også været ude med nogle markante meldinger i forhold til erhvervslivet, der bestemt er mere venstreorienterede, end hvad vi ellers har set fra regeringen. Jeg tror, vi vil se en minister, der vil spille hårdere op mod erhvervslivet og give udtryk for mere ideologisk baseret erhvervspolitik,« siger Lars Barfoed til Børsen.

De Konservatives formand forventer desuden, at også Annette Vilhelmsens overtagelse af ministeriet for børn, integration og det sociale område vil betyde en venstredrejning, da det er områder, SF kan markere sig på værdipolitisk.

SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF), bekræfter over for Børsen, at rokaden gerne skal bidrage til at trække forskellene på rød og blå blok kraftigere op.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), afviser at kommentere, hvad Henrik Sass Larsen og de øvrige ministre enkeltvis betyder for regeringen. Han nøjes med at understrege, at rokaden ikke ændrer »en tøddel« på regeringens politik.

Dagens Gossip

Dagens TV