Blå blok holder hånden over Troels Lund Poulsen: Behandling af 'næsen' udskydes

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) må vente yderligere en uge på beslutningen om, hvorvidt han skal have en anmærkning for sin håndtering af sagen om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skatteforhold.

Det står klart, efter at Folketingets Udvalg for Forretningsorden har udskudt behandlingen af sagen til næste onsdag, efter at den har været drøftet på et møde onsdag formiddag.

Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten har i en fælles erklæring indstillet venstremanden til en såkaldt næse, men de borgerlige partier har ikke kunnet tilslutte sig udlægningen af sagen.

Derfor får oppositionen nu en uge til at udarbejde en selvstændig erklæring.

- De skal have mulighed for at give en udtalelse, ligesom vi har gjort, siger Leif Lahn Jensen (S), som er formand for Underudvalget for Udvalget for Forretningsorden.

De røde partier mener, at Troels Lund Poulsen skal have en politisk anmærkning for at overtræde sin tavshedspligt og afgive forkerte oplysninger til den kommission, der har undersøgt skattesagen.

Venstres gruppenæstformand, Hans Christian Schmidt, kalder mødet for et af de mest pinlige, han har været med til.

- Når man læser den her sag (Skattesagskommissionens beretning, red.), så står det lysende klart, at der ikke er noget at komme efter.

- Det ligner en jagt, hvor det bare gælder om at få gang i den. Det er også derfor, at det er et af de mest pinlige møder, jeg har været med til i de 20 år, jeg har siddet i Folketinget, siger Hans Christian Schmidt.

Modsat mener Socialdemokraterne, at der ikke kan være tvivl om, at der er foregået noget kritisabelt under Troels Lund Poulsens tid som skatteminister.

- Vi mener klokkeklart, at der er fundet ulovligheder sted.

- Det er forkert at lække oplysninger om en statsministerkandidat i en valgkamp, og at Skatteministeriet blander sig i nogle sager, hvor der smides rundt med personlige oplysninger, lyder det fra Leif Lahn Jensen.

Lækket af statsministerparrets skattepapirer skete kort før valgkampen i 2011.

/ritzau/

Dagens Gossip