Blå blok: Lovliggør skole-krav til forældre

Efter en reform af folkeskolen skal det stå fuldstændigt klart, hvilke krav den enkelte skole sætter til forældrene.

Det mener Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der sent torsdag samlede 10 fælles krav til reformen. Og her fremgår det, at partierne vil have, at skolerne skal have pligt til, at tydeliggøre forældrenes ansvar.

- Skolebestyrelsen skal fastsætte principper for skole-hjem-samarbejdet: Det kan være formulerede krav om, at man skal møde til tiden, man skal have lave lektier, have madpakke med, at forældrene skal sikre, at børnene har 20 minutters læsestund.

- Der er mange skoler, der gør det allerede. Men ved at vi formulerer et overordnet krav om, at skolerne skal gøre det, kan vi give skolebestyrelserne et klarere mandat til at kunne lave retningslinjer og følge op på dem, siger Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann til Ritzau.

I det hele taget skal forældrene inddrages mere i skolearbejdet, mener VKO.

- Skolerne skal til at se forældrene som ressourcer, som skolerne skal kunne gøre brug af i undervisningen, siger Karen Ellemann.

Det kan ifølge Ellemann være i form af virksomhedsbesøg, praktikordninger, trafikundervisning eller andet.

Forhandlingerne mellem regeringen og Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fortsætter fredag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV