Blå blok siger nej til skybrudsplan

Aldrig mere skybrud-skader, som dem der overgik København i juli 2011.

For godt seks milliarder kroner kan hovedstaden skybrudssikres over de næste tyve år, vurderer Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Men planerne om den største miljøinvestering i København i mands minde rulles i gang uden borgerlige stemmer, skriver Jyllands-Posten.

Skybrudsplanerne til 6,3 milliarder kroner er for dyre og for vidtgående, lyder det fra borgerlige partier

Desuden vil det give alt for mange gener for københavnerne i anlægsperioden, løb begrundelsen fra De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, da Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg forleden satte gang i borgerhøringen for første fase af skybrudsplanen, skriver Jyllands-Posten.

- Vi er for en skybrudsplan, men kun hvis man kan finde alternativer, der er billigere og til mindre gene for byens borgere, som har rigeligt med opgravningsarbejde i forbindelse med metrobyggeriet, siger DF-gruppeformand Carl Christian Ebbesen ifølge avisen.

De borgerlige partier angriber også finansieringen. Det bliver alle borgere i Storkøbenhavn, der kommer til at betale skybrudsplanen over en forhøjet vandafledningsafgift.

Skybruddet de 2. juli 2011 forårsagede over 90.000 skader og kostede forsikringsselskaberne op mod 6 milliarder kroner.

Blandt planerne for København er at sænke vandstanden i Sankt Jørgens Sø, så den bliver i stand til at modtage større regnmængder, og at omdanne H.C. Andersens Boulevard, Gasværksvej og Strandboulevarden til grønne boulevarder med kanaler i.

Kilde: Jyllands-Posten

Dagens Gossip