Blå fordragelighed ved forhandlinger om finanslov

Skrevet af admin

26/10/2015

Mest læste i dag

- Der skal gives og tages.

- Alle må give sig lidt.

Der blæste milde forhandlingsvinde gennem Finansministeriet mandag aften, hvor det var partierne fra blå blok - Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative - der troppede op hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Ikke at de ikke hver især har krav med. Det ville være mærkeligt andet. Men det var også med konstante understregninger af, at man ikke forventer at rydde bordet og få alle krav igennem.

- Der er ikke nogen af partierne, der har 90 mandater selv, så vi skal jo give og tage. Og der vil også være steder, hvor det vil gøre ondt på Liberal Alliance, og det skal man være åben og sige, lød det fra partiets leder, Anders Samuelsen.

Forhandlingerne viste sig at høre til i afdelingen for mellemregninger. Efter mødet var der ikke noget, der tydede på, at parterne var kommet hverken tættere på eller længere fra hinanden.

Mødet havde især fokus på at få beregnet, hvad de forskellige partiers ønsker koster statskassen, skulle de blive ført ud i livet.

Fredsommeligheden skinnede også igennem hos Dansk Folkeparti, der i mandagens anledning havde sendt finansordfører René Christensen til Finansministeriet i ensom majestæt.

- Nu skal vi ind og tale skatter og afgifter, og det er jo vigtigt for nogle partier. Det betyder måske ikke så meget for Dansk Folkeparti. Vi skal have kigget hinanden an. Vi er flere partier, der skal blive enige, og derfor må vi jo give os lidt alle sammen, siger han.

Hos De Konservative står man fortsat fast på partiets hovedkrav, som partiformand Søren Pape Poulsen igen fik hamret fast forud for forhandlingerne:

- Grundskyld, grundskyld, grundskyld.

- Danske boligejere bliver mere eller mindre tvunget fra hus og hjem af nogle vanvittige stigninger i grundskylden, og det skal vi have gjort noget ved, understregede Pape.

/ritzau/