Blå Kors: Alt for få kommer i alkoholbehandling

Skrevet af admin

30/05/2015

Mest læste i dag

Det lyder umiddelbart som en god nyhed, når Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut i en rapport fra i år konkluderer, at antallet af personer, der modtager medicin mod alkoholafhængighed eller er i offentlig alkoholbehandling, er faldet med ni procent på 2010 til 2013.

Særligt, når det gennemsnitlige alkoholforbrug herhjemme samtidig også har været nedadgående de seneste mange år.

Men organisationen Blå Kors, der hjælper alkoholmisbrugere, advarer mod at få armene for højt op.

For selv om der var 30.000 i behandling i 2013, så var der også 140.000 alkoholafhængige, mens 585.000 anslås at have et skadeligt alkoholforbrug.

- Tallene viser, at faldet ikke dækker over et mindre behov, men i stedet, at flere ikke får den hjælp, de har brug for, siger generalsekretær Christian Bjerre.

Blå Kors så gerne, at man fra politisk side arbejder på at reducere det danske alkoholforbrug yderligere, samtidig med at man øger antallet af personer i behandling.

Det kan blandt andet ske ved at øge indsatsen over for de pårørende, som ikke rigtigt ved, hvordan de skal hjælpe deres nærmeste ud af misbruget.

En undersøgelse, som Blå Kors har fået foretaget af Voxmeter, viser at 86 procent af befolkningen mener, at de nære pårørende er dem, der først og fremmest har ansvar for at tale med mennesker, der har et alkoholmisbrug og overbevise dem om behovet for behandling.

Blå Kors har i denne weekend holdt årsmøde, hvor man blandt andet har fejret organisationens 120-års jubilæum.

/ritzau/