Blå opbakning til GGGI vakler

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

De Konservative er åbne over for at stoppe støtten til klimaorganisationen GGGI, efter at en rapport konkluderer, at organisationen kun leverer er "delvist tilfredsstillende" arbejde.

Det siger partiets udviklingsordfører, Naser Khader.

- Det ser ikke godt ud. Det virker ikke, som om vi får valuta for pengene, siger Naser Khader.

Dansk Folkeparti har over for netavisen Altinget gjort det klart, at partiet ønsker at stoppe støtten til GGGI.

Meldingen kommer efter, at en ny såkaldt "value-for-money"-rapport har rejst kritik af organisationen, der indtil sidste sommer havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som formand.

- GGGI er et meget dårligt sted at lægge den danske indsats, når vi står overfor at skulle spare milliarder på bistanden. Og det er den her rapport med til at underbygge, siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, til Altinget.

Kritikken kommer, alt imens Venstre-regeringen fortsat mangler at melde ud, hvordan man vil spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden, der finansierer det danske bidrag til GGGI på 29 millioner kroner årligt.

Konservative ønsker som udgangspunkt ikke at spare på udviklingsbistanden.

- Men hvis man skal spare nogle steder, er det et oplagt sted, siger Naser Khader.

Liberal Alliance mener, at det er for tidligt at lægge sig fast på, hvor der skal spares på den danske udviklingsbistand, oplyser udviklingsordfører Christina Egelund.

-Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt sige, at vi skal trække støtten til GGGI, siger hun.

Ifølge Altinget har Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup Jensen, fuld tillid til GGGI.

- Vi er meget tilfredse med deres arbejde, og mange andre lande støtter med store beløb. Og der er også mange rapporter, der viser, at de klarer sig godt. GGGI er med til at skubbe på for en bæredygtig udvikling, siger han til netavisen.

/ritzau/