Blå partier får flertal i ny meningsmåling

Der er borgerlig fremgang i Voxmeters ny meningsmåling for Ritzau. Den viser blåt flertal med 91 mandater mod 84 til Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten.

For en uge siden havde Voxmeter et smalt rødt flertal med 88 mandater mod 87 til de borgerlige partier. Samtidig blev Socialdemokraterne landets største parti.

Nu tager Venstre igen førertrøjen med 25,8 procent - en fremgang på 0,9 procentpoint siden målingen for en uge siden. Men partiet mister halvandet procentpoint på en måned.

Dansk Folkeparti får 15,8 procent - en gevinst på et halvt procentpoint på en uge. DF mister dog 0,3 procentpoint på en måned. Liberal Alliance vinder 5,9 procent - det er 0,2 procentpoint mere på en uge, men stilstand over en måned.

Endelig scorer De Konservative 4,4 procent og vinder 0,5 procentpoint på en uge. Partiet går 1,1 procentpoint frem på en måned. Alle partiers bevægelser er inden for Voxmeters statistiske usikkerhed.

Målingen er lavet fra mandag den 25. til lørdag 30. november ved telefoninterview med 1025 vælgere. Tirsdag 26. november blev regeringen enig om finansloven med Venstre og De Konservative efter forgæves forhandlinger med Enhedslisten.

Da vælgerne blev spurgt før og efter forliget, er det usikkert, om aftalen påvirker resultatet. 17 procent af 1025 adspurgte var usikre, ville ikke stemme eller ville stemme blankt.

Socialdemokraterne får 24,1 procent - en tilbagegang på 0,6 procentpoint på en uge, men 1,4 procentpoint mere end for en måned siden. De Radikale får 8,1 procent - 0,6 procentpoints fremgang på en uge, men stilstand over en måned.

SF går tilbage til 5,1 procent mod seks procent for en uge siden. Partiet mister 1,2 procentpoint på en måned. Enhedslisten får 10,2 procent mod 11,5 procent for en uge siden. Det er 0,4 procentpoint mere på en måned.

/ritzau/

Dagens Gossip