Blå vælgere ønsker halveret genoptjeningskrav

Rune Stubager, valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet, vurderer, at det illustrerer, at mange tidligere socialdemokrater nu stemmer på Venstre.

»Men det kan ikke alene forklare, at så mange V-vælgere bakker op om et kortere genoptjeningskrav. Så der er også mere klassiske V-vælgere, der mener, at det er en god idé,« siger Rune Stubager til Jyllands-Posten.

I dag lyder kravet på 52 ugers arbejde, inden man igen kan komme ind i dagpengesystemet, og i meningsmålingen svarer 50,7 procent af de blå vælgere, at de støtter forslaget om at halvere genoptjeningsperioden, mens 32,8 procent er imod idéen.

Både regeringen og Venstre står imidlertid fast på, at genoptjeningsperioden skal forblive på 52 uger, og selv om vælgerne i høj grad støtter en halvering af perioden, vil Venstre ikke bøje sig.

»Vi står ved den reform, vi gennemførte. Men vi har også det ønske, at der bliver kigget på beskæftigelsesområdet,« siger politisk ordfører Ellen Thrane Nørby (V) til Jyllands-Posten.

Hun henviser til, at Venstre støtter det såkaldte Carsten Koch-udvalg, en kommission nedsat af regeringen med tidligere skatteminister Carsten Koch (S) i spidsen, som skal granske det nuværende dagpengesystem i de kommende to år.

»Vi har hilst Carsten Koch-udvalget velkommen, for man må konstatere, at vi bruger 16 milliarder kroner på vores beskæftigelsessystem, hvor vi ikke får nok ud af det. Det er sundt at kigge med nye øjne på hele beskæftigelsessystemet og på reformer, der er behov for,« siger Nørby til Jyllands-Posten.

Dagpengereformen fra 2010 halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og efterfølgende har nogle fagforeninger og partier presset på for en halvering af genoptjeningskravet.

Dagens Gossip