Blå vælgere siger nej til Dong-aftale

Det er ikke kun røde vælgere, der har svært ved at sluge aftalen om at sælge 19 procent af det statslige energiselskab Dong til den amerikanske investeringsgigant Goldman Sachs.

Mens Venstre, Konservative og Liberal Alliance torsdag vil bakke op om aftalen i Folketingets Finansudvalg, er partiernes vælgere imod, skriver Berlingske.

Tre fjerdedele af de vælgere, der ville sætte kryds ved blå blok, hvis der var valg i morgen, er uenige eller overvejende uenige i, at salget er en god idé. Kun 15 procent bakker op om salget, viser en måling fra Gallup ifølge avisen.

Også fra partiernes bagland er der kritiske røster. Kim Valentin, der er nyvalgt V-borgmester i Gribskov Kommune og økonom, mener, at Goldman Sachs-pengene "lugter".

- Det er helt i orden at sælge Dong, men jeg synes, det er en forfærdelig idé at sælge til en af dem, der har størst ansvar for, at finanskrisen blev så voldsom. Man kan ikke have så kort en hukommelse, siger han til Berlingske.

Flere konservative byrådsmedlemmer har samtidig skrevet læserbreve, hvori de kritiserer aftalen.

Det gælder blandt andet byrådsmedlem i Furesø Kommune Egil F. Hulgaard, der i Jyllands-Posten har udtalt, at det er "gift for det danske samfund at sælge Dong på nuværende tidspunkt".

På Christiansborg er støtten til købsaftalen dog intakt. Venstres finansordfører, Peter Christensen, siger, at aftalen er den bedste løsning:

- Jeg har fået mange reaktioner fra borgere, som har opfattelsen af, at det er Goldman Sachs, der har dikteret Dongs forretningsplan. Men det er stik modsat.

- Man har sikret sig, at den forretningsplan, som Folketinget har lagt, ikke ændres, siger han til Berlingske.

Heller ikke skatteordfører for Konservative, Mike Legarth, mener, at der er grund til bekymring.

/ritzau/

Dagens Gossip