Blåt krav koster 10.000 danskere deres børnecheck

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Venstre og De Konservative vil forvandle børnechecken til et skattefradrag, men det forslag vil få konsekvenser for tusindvis af danskere.

Ifølge et nyt notat fra Skatteministeriet vil 10.000 danskere helt miste deres børnecheck med denne omlægning, og hele 30.000 vil få mindre, end de gør i dag, skriver Berlingske.

Skatteminister Morten Østergaard (R) er yderst skeptisk over for idéen.

- Der er ingen tvivl om, at den model er pivskæv og efter regeringens vurdering et indgreb, som slet ikke står mål med udfordringen, fordi man går ind og rammer de børnefamilier, der er allerdårligst stillede og har allermindst at gøre med, siger han til Berlingske.

Børnechecken har været et hedt debatemne på Christiansborg, efter at det er kommet frem, at såkaldte vandrende arbejdstagere kan sende den danske børnecheck hjem til deres børn i hjemlandet allerede fra første dag på jobbet i Danmark.

For at komme problemet til livs vedtog den daværende VK-regering og DF et optjeningsprincip i 2010, så udlændinge først får børnecheck, når de har arbejdet to af de seneste 10 år i Danmark.

Men ifølge EU-Kommissionen er det i strid med EU's princip om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ifølge Skatteministeriet vil en omlægning af børnechecken til et skattefradrag afskære 40 procent af de vandrende arbejdstagere fra at modtage pengene.

Men det er et for dårligt resultat set i lyset af de konsekvenser, modellen får for danske børnefamilier, mener Morten Østergaard.

Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere medlem af Skattekommissionen Bo Sandemann Rasmussen mener, at Skatteministeriets beregninger er til at stole på.

- Det er utvivlsomt, at et fradrag i stedet for en børnecheck vil betyde, at børnefamilier med lave indkomster kan risikere at få færre penge i hånden, siger han til Berlingske.

/ritzau/