Blachman: Citybois er alt jeg har savnet

De har begejstret hundredvis af unge piger og rundet 34.000 likes på Facebook. X Factor-gruppen Citybois, der består af Thor og Anthon, har på rekordtid charmeret sig ind i publikums hjerter.

Men også deres coach, Thomas Blachman, er ovenud begejstret for de to friske drenge.

- De er det, jeg har savnet og ledt efter i alle de år, jeg har været i X Factor, siger Thomas Blachman til Newspaq og fortsætter.

- De giver ikke køb på at opføre sig ordentligt, og de har også en rebel-agtig og initiativrig tilgang til livet, som man kan drømme om, at alle unge sidder med, siger han og forklarer, at drengene er indbegrebet af X Factor, fordi de giver mere, end de tager.

Selvom Citybois er en del af et X Factor-felt, som dommerne igen og igen har kaldt det bedste i flere sæsoner, så er Thomas Blachman ikke nervøs for, at drengenes charme på et tidspunkt bliver overhalet af X Factor feltets teknisk stærke sangere.

- De er faktisk rigtig musikalske. De har god timing, god intonation og de er nogle af dem, som synger mindst falsk i de her programmer, siger Thomas Blachman.

Han spår, at drengene kan nå langt i programmet, fordi de ganske enkelt er de personer, de er.

- De er personligheder, og selvfølgelig kan man komme langt på det. Sangere skal være personligheder, de skal komme med en livsytring. De behøver ikke være små opdrættede laboratorie-dyr, siger Thomas Blachman og tilføjer, at musikere som Kim Larsen og Frank Sinatra heller ikke var skolede.

Newspaq

Dagens Gossip