Black Cobra-medlem er fængslet for narko

Skrevet af admin

06/11/2013

Mest læste i dag

Et medlem af indvandrerbanden Black Cobra er i et grundlovsforhør i Retten i Viborg blevet varetægtsfængslet frem til 29. november i en sag om narko.

- Han har modtaget kendelsen, men jeg kan ikke komme nærmere ind på sigtelsen, eller hvordan han forholder sig til den, siger vicepolitikommissær Mogens Poort fra politiets særlige bandeenhed Task Force Vest.

- Jeg kan kun sige, at han er anholdt i forbindelse med narkobeslag, fortsætter han.

Manden blev anholdt tirsdag i Sønderjylland, og Black Cobras klubhus uden for Vejle blev efterfølgende ransaget. Task Force Vest har dog ikke ønsket at oplyse, hvad der blev ledt efter eller fundet.

Siden anholdelsen af den 22-årige mand har politiet holdt kortene tæt til kroppen og vil heller ikke fortælle, hvad der har kastet mistanke på manden.

Retsmødet blev holdt bag dobbeltlukkede døre, da man ikke ville risikere, at der slap detaljer ud, som kan vanskeliggøre den videre efterforskning.

Mogens Poort kan derfor heller ikke sige, om der er flere mistænkte i sagen.

Black Cobra har tidligere været sat i forbindelse med både narkosalg, våben og gadeoptøjer.

/ritzau/