Black Sabbath og Ozzy Osbourne kommer til København

Skrevet af Ann Katrine Warren

08/04/2013

Dagens topnyheder

The Prince of Darkness tager sine kammerater med til Danmark og går på scenen i Forum til november. Black Sabbath med Ozzy Osbourne i spidsen udgiver i juni albummet "13" og tager i samme åndedræt på turne i både England og Europa. Heavy metal-genrens fædre gæster i den forbindelse København den 26. november.

På det kommende album har Ozzy Osbourne, bassist Geezer Butler og guitarist Tony Iommi slået sig sammen med den Grammy-vindende producer Rick Rubin. Bandet fik under indspilningerne også selskab af trommeslageren Brad Wilk fra Rage Against The Machine. Det er bandets første studiealbum siden 1978.

Billetsalget til koncerten i Forurm starter den 15. april klokken 10 og billetterene kan købes via livenation, Billetnet eller på posthuse.