Blackberry-salg til kapitalfond giver ny usikkerhed

De små 72 millioner brugere af en Blackberry-mobiltelefon risikerer at gå en endnu mere uvis fremtid i møde, efter at den største investeringsfond i Canada mandag aften bød 25,9 milliarder kroner for det pressede, canadiske mobilselskab.

Det bud, som konsortiet med Fairfax Financial i spidsen har lagt, betragtes som lavt og ligger langt under, hvad Microsoft i begyndelsen af september betalte for finske Nokias mobilproduktion, nemlig 40,5 milliarder kroner. Også Microsofts pris blev betragtet som lav.

Søger stadig andre købere

Fairfax er største aktionær i Blackberry med 10 procent af aktierne, og det var ventet, at fonden ville byde. Derfor trak fondens repræsentant i bestyrelsen, den canadiske milliardær og bestyrelsesformand for Fairfax, Prem Watsa, sig da også, da Blackberry besluttede at slå »Til salg«-skiltet op foran hoveddøren.

Blackberry vil dog fortsætte med at søge efter andre købere, mens der forhandles med Fairfax - en forhandlingsrunde, som vil være tilendebragt 4. november. Fairfax' bud er på 4,7 milliarder dollars eller 25,9 milliarder kroner. Det svarer til ni dollars pr. aktie for Blackberry, der er noteret på Nasdaq-børsen.

Prem Watsa siger i en udtalelse, at købet vil »åbne et spændende nyt privat kapitel for Blackberry, kunderne, teleselskaberne og de ansatte«. Men mange analytikere tvivler på, om Blackberry kan overleve.

Nyt milliardunderskud i vente

Blackberry, som indtil januar i år hed Research In Motion (RIM) men tog navn efter mobiltelefonen, meddelte fredag gennem topchef Thorsten Heins, der er tysker, at selskabet skifter strategi og fremover vil fokusere på erhvervskunder og dermed vende tilbage til tidligere tider, hvor Blackberry netop blev betragtet som erhvervslivets telefon på grund af sikkerheden og pålideligheden ved produkterne og Blackberrys eget netværk samt det fysiske, fulde tastatur på telefonerne.

Også fredag blev en fyringsrunde af 4.500 ansatte annonceret sammen med udsigten til et underskud på omkring 5,5 milliarder kroner for indeværende kvartal, når regnskabet kommer på fredag.

Blackberry har fra 1. til 2. kvartal i 2013 mistet fire millioner kunder men har stadig en kundebase på 72 millioner.

Slået af banen af iPhone og Android

Blackberry har lidt, siden de nye smartphonetelefoner med Googles styresystem Android og Apples iOS kom på markedet. I dag udgør Android-telefonerne næsten 80 procent af alle leverede smartphonetelefoner i verden, mens iOS-telefoner - og her findes kun Apples iPhone - står for omkring 13 procent. Sydkoreanske Samsung er verdens største mobilproducent.

Fairfax Financial vil sandsynligvis begynde at dele Blackberry op og sælge fra i småbidder, sådan som det også skete, da fem britisk-amerikanske kapitalfonde i 2006 overtog danske TDC. Men at få Blackberry tilbage på fode er en særdeles vanskelig opgave.

»Advarslerne om underskuddet fredag var en klar antydning af de ekstreme besværligheder, som Blackberry står over for i det hyperkonkurrenceprægede mobilmarked,« siger Ben Wood, analysechef for CSS Insight, til den britiske finansavis Financial Times.

Ny toptelefon

Han fremhæver dog, at man ved at privatisere Blackberry kan arbejde bag lukkede døre, når forretningen skal tilpasses.

Blackberry har netop lanceres en ny toptelefon Z30, som afløser Z10, der blev præsenteret i januar, men som har leveret skuffende dårlige salgstal.

Dagens Gossip