Blackberry-topchefs fratrædelsesløn voksede før købstilbud

Topchefen for den pressede, canadiske mobilproducent Blackberry sikrede sig at kunne få et gyldent håndtryk på 55 millioner dollars eller 303 millioner kroner i god tid, inden Blackberry blev sat til salg.

Investeringsselskabet Fairfax bød forleden 4,7 milliarder dollars for Blackberry, men Fairfax' stifter og topchef, Prem Watsa, var forinden med til at skrue en ordning sammen, så Blackberrys topchef siden begyndelsen af 2012, tyskeren Thorsten Heins, var sikret en solid fratrædelse, hvis han skulle blive arbejdsløs i forbindelse med et fremtidigt salg.

Kontrakt ændret i maj

Prem Watsa, bestyrelsesformand Barbara Stymiest og bestyrelsesmedlem John Wetmore besluttede i marts at give Thorsten Heins en ny kontrakt. Den skrev han under på i maj og sikrede sig dermed omkring 55,6 millioner dollars i fratrædelse mod de tidligere 18,9 millioner dollars, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De 55,6 millioner bygger på aktiekursen i marts, og Blackberrys aktie er siden faldet med mere end en tredjedel, hvilket Thorsten Heins' mulige fratrædelse dermed også er.

Prem Watsa trådte ud af bestyrelsen, da Blackberry blev sat til salg, fordi det lå i kortene, at Fairfax, som er største enkeltaktionær, ville byde.

Blackberry ønsker ikke selv at kommentere oplysningerne, der fremgår af en fondsbørsmeddellelse.

Google på strandhugst

Blackberry meddelte for to uger siden, at 4.500 medarbejdere skal fyres i en stor sparerunde. Det er mere end en tredjedel af de ansatte.

Samtidig rykker det Google-ejede Motorola nu ud for at kapre Blackberry-medarbejdere med stor viden om mobiltelefoni. Motorola Mobility, som Google købte i 2012 for 12,5 milliarder dollars, vil slå sig ned i Blackberrys hjemby, Waterloo, en times kørsel vest for Toronto i Canada.

»Vi har et lille område dér i øjeblikket, og vi forventer at vokse betragteligt,« siger Derek Phillips, direktør for Motorola Canada, til nyhedsbureauet Reuters, uden dog at ville sætte tal på, hvor mange han har hyret eller vil hyre.

Blackberry har netop opdateret sit nye styresystem, Blackberry 10, og har sendt en ny topmodel, Z30, på markedet efter dårlige salgstal for forgængeren, Z10.

Dagens Gossip

Dagens TV