Blackburn-spiller smigret over FCK-interesse

Morten Gamst Pedersen kalder FC København for den største klub i Skandinavien.

Blackburns fans er ikke i tvivl. På diverse fan-fora og sociale medier er norske Morten Gamst Pedersen allerede udråbt til en Rovers-legende. Nu kan den norske offensiv-spiller være på vej til FC København, som ifølge BTs oplysninger er i dialog med midtbanespilleren.

Når man har spillet godt 300 kampe i en klub, som, man på trods af utallige tilbud fra andre klubber, har været 10 år i, er man fan-favorit på Ewood Park. Nu kan nordmanden være på vej til Parken i København, hvilket han selv betragter som en sandsynlig mulighed, fortæller Morten Gamst Pedersen til BT.

- FC København er vel den største klub i Skandinavien. Den er i Champions League, og det har den opnået med de mange ressourcer, den har. Den danske liga er måske den bedste i Skandinavien for tiden, og så har Danmark altid haft mange gode spillere, så det er da spændende, siger han.

Den 31-årige nordmand understreger, at han ikke har været direkte i kontakt med FCK, men han erkender, at han kender til interessen.

- Jeg har ikke været konkret i kontakt med FCK, men jeg har hørt, at der skulle være interesse. Jeg synes, at det er smigrende. Det er det altid, når der er en klub, der vil have en, siger han og fortæller, at FCKs deltagelse i Champions League ikke trækker ned.

- Det er klart, at Champions League er noget, som enhver spiller drømmer om at deltage i og kunne tænke sig at prøve. Men som sagt har jeg ikke hørt noget konkret. Jeg har kun hørt om FCKs interesse på rygtebasis, og hvis de rygter stemmer, er det smigrende. Men jeg ved, at der også er andre klubber, der er interesserede i mig.

Ville du, hvis du fik tilbuddet, være interesseret i at komme til FCK?

- Det er vældigt smigrende, når en klub er interesseret i én. Det tager jeg til efterretning, og hvis der kommer et bud, vurderer jeg det seriøst. København er en fin by. Jeg har været dér en del gange, og jeg kender Lars (Jacobsen, red.). Men vi må se. Indtil videre er der intet konkret, siger han over telefonen fra Blackburn, hvor han i øjeblikket træner med andetholdet.

Klubben meddelte tidligere på sommeren, at nordmanden kunne gå på en fri transfer, fordi den vil spare på lønomkostningerne, selv om han har et år tilbage af sin kontrakt.

På trods af den bratte afsked ser Pedersen, der har spillet 74 landskampe for Norge, tilbage på sin tid i Blackburn som en fantastisk periode.

- Det har været en rigtig god tid, og jeg har spillet det bedste fodbold i min karriere her. Det har været stort og helt fantastisk at være en del af Premier League, men på det seneste har det været hårdt med skiftende managere, hvilket har medført manglende stabilitet, siger han om sit ophold i den nuværende Championship-klub.

- Blackburn er en klub med traditioner, og det eneste jeg vil håbe, er, at de kommer tilbage, hvor de hører hjemme, nemlig i Premier League. Det går op og ned i fodbold, men for mit vedkommende har det været mest op her i Blackburn.

Dagens Gossip

Dagens TV