Blade Runner-reklame trukket tilbage

En sydafrikansk tv-kanal har trukket en reklame med den benamputerede sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius - også kendt som "Blade Runner" - tilbage, efter at han torsdag blev sigtet for mordet på sin kæreste.

- Af respekt for de efterladte har M-Net trukket hele sin Oscar-kampagne, hvor Oscar Pistorius er i hovedrollen, tilbage med øjeblikkelig virkning, skriver M-Net Movies på Twitter.

Pistorius' udstyrssponsor - sportsgiganten Nike - har dog ikke mange kommentarer til sagen lige foreløbig.

- Vi kommenterer ikke på vores sponsorat eller samarbejde. Lige nu bliver sagen undersøgt af politiet i Sydafrika. Det her er meget større end et sponsorat, siger Nikes sydafrikanske talsmand Seruscka Naidoo ifølge AFP.

En Nike-reklame med 26-årige Pistorius på atletens egen hjemmeside er dog allerede blevet fjernet.

- Det er Oscars hjemmeside, ikke en Nike-ejet hjemmeside, konstaterer Seruscka Naidoo.

I reklamen kunne man se Pistorius skyde ud af sin startblok med teksten "Jeg er kuglen i kammeret".

30-årige Reeva Steenkamp, der var fotomodel, blev skudt i Pistorius' hjem i Pretoria. Politiet bekræfter, at pistolen, som Reeva Steenkamp blev skudt med, er registreret i atletens navn. Hun blev ramt fire gange med en 9-millimeter-pistol.

Fredag skal Pistorius i retten. Anklageren har anbefalet, at Pistorius ikke kan løslades mod kaution.

Danske Bank bruger også en benamputeret løber i sin reklamekampagne "New Standard". Det er dog ikke Oscar Pistorius, men derimod den tyske løber David Behre.

/ritzau/

 

Dagens Gossip