Blade Runner skal for retten til marts

Retssagen mod den benamputerede sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius vil begynde til marts næste år. Det besluttede en dommer i den sydafrikanske hovedstad, Pretoria, under en tætpakket høring mandag.

Til marts vil den 26-årige Pistorius, der også er kendt som Blade Runner, stå tiltalt for at have skudt og dræbt sin kæreste, Reeva Steenkamp, den 14. februar i år. Hvis han kendes skyldig, risikerer han at skulle tilbringe resten af sit liv bag tremmer.

Pistorius, der blev løsladt mod kaution en uge efter Steenkamps død, har erkendt at have dræbt hende, men benægter mord, fordi han skød sin kæreste gennem en låst badeværelsesdør i troen på, at det var en indbrudstyv.

Dommer Desmond Nair besluttede ved mandagens retsmøde, at sagen mod Pistorius skal starte i Højesteret den 3. marts 2014 og løbe frem til den 20. marts.

En reporter fra nyhedsbureauet Reuters beretter, hvordan Oscar Pistorius mandag trådte ind i retssalen iført et sort jakkesæt og lyseblå skjorte, inden han grædende tog sin søster Aimee og bror Carl i hænderne og begyndte at bede.

Mandagens høring falder sammen med, hvad der ville have været Steenkamps 30-års fødselsdag.

Lokale medier i Sydafrika melder, at anklagemyndigheden sandsynligvis vil gå efter også at få Pistorius tiltalt for overtrædelse af våbenlovgivningen, men intet andet end mord fremgår indtil videre af anklageskriftet.

Mandagens retsmøde var ganske kort, da advokaterne allerede på forhånd havde aftalt, at sagen skulle starte næste år. Den vil blive behandlet af en enkelt dommer, da Sydafrika ikke har noget jurysystem.

Oscar Pistorius blev for alvor kendt, da han deltog ved OL i London sidste år.

Drabet sendte chokbølger ud i det meste af verden, og siden da er mange detaljer om atleten dukket op i medierne - blandt andet historier om hans kærlighed til hurtige biler, smukke kvinder og skydevåben.

Sagen stoppede øjeblikkeligt Pistorius' deltagelse i sportslige begivenheder, men i juni begyndte han at træne igen. Han har dog ingen planer om at konkurrere igen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV