To bladkonger takker af

Skrevet af admin

03/02/2014

Mest læste i dag

Administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch stopper. Han bliver i stedet formand for bestyrelsen i bladkoncernen, hvor han afløser Jørgen Ejbøl.

Munch stopper med udgangen af februar, og afløses af den 43-årige Stig Kirk Ørskov, der blev hentet ind i koncernledelsen i 2010 fra en post som chefredaktør på Politiken.

- Med 15 år i Bonnier og 15 år i JP/Politikens Hus er tiden kommet til at tage fat på nye 15 år af mit arbejdsliv. Jeg er glad for, at Stig Kirk Ørskov vil overtage posten som administrerende direktør og ser nu frem til som bestyrelsesformand at fortsætte samarbejdet med ham.

- Stig Kirk Ørskov kender virksomheden bedre end nogen anden og mestrer både den redaktionelle og kommercielle del af forretningen, siger Lars Munch i en pressemeddelelse om chefskiftet i landets største bladkoncern.

Munch betegner det som "en sjælden kombination, som JP/Politikens Hus vil nyde godt af".

- Vi kunne ikke få nogen bedre som øverste ansvarlig til at sikre udviklingen de kommende år, siger Lars Munch.

Det er en solid bladkoncern, den nye administrerende direktør Stig Kirk Ørskov skal sidde i spidsen for. I 2013 fik den et overskud før skat på 214 millioner kroner mod 193 millioner året før. Omsætningen var 3,2 milliarder, og egenkapitalen voksede til 1,5 milliarder kroner.

Strategien for fremtiden ligger klar, forsikrer Stig Kirk Ørskov:

- Vi skal styrke vores markedspositioner gennem vedvarende indholdsudvikling og evne at udnytte de muligheder, som byder sig til i takt med de digitale strukturforandringer. Og også fremover vil grundpræmissen være, at en sund økonomi er vores publicistiske frihedsbrev, siger Stig Kirk Ørskov.

Lars Munch og Jørgen Ejbøl var arkitekterne bag den historiske fusion mellem Politikens Hus og Jyllands-Posten i 2003. Siden har Lars Munch været administrerende direktør og Jørgen Ejbøl formand for bladkoncernens bestyrelse.

Jørgen Ejbøl har en lang karriere bag sig i mediernes tjeneste. Blandt andet var han fra 1991 til 2003 administrerende direktør og chefredaktør først på JyskeVestkysten frem til 1993, derefter på Jyllands-Posten.

Jørgen Ejbøl fortsætter som næstformand i bladkoncernens bestyrelsen frem til 2015.

- Det er en stor ledelsesrokade, vi nu gennemfører. Jeg finder det meget glædeligt, at alt er faldet på plads, som det er, og jeg har stor tillid til, at den nye ledelse er garant for at fortsætte virksomhedens udvikling, siger Jørgen Ejbøl.

/ritzau/