Bladtegner: Ikke mere selvcensur trods Muhammed-balladen

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Den internationale ballade om tegningerne af profeten Muhammed viser de store problemer i dag med at tegne noget nationalt, som bagefter bliver revet ud af sammenhængen og misbrugt globalt af alle mulige ekstremister til eget formål.

Det siger Lars Refn, der er formand for Danske Bladtegnere, og som selv tegnede en af de famøse tegninger.

- Tegninger fik en symbolværdi helt ude af proportioner og er blevet brugt af ekstremister i en kontekst, vi ingen magt har over, siger han.

Som eksempel nævner han, at en af tegningerne var en karikatur af den skægløse forfatter Kåre Bluitgen, der ikke kunne finde tegnere, der ville tegne Muhammed.

Men nogle troede i stedet, at det var en fornærmelig tegning af profeten uden det ikoniske skæg.

- Hvis man skal tegne noget og tage alle mulige forbehold, er det svært at tegne noget som helst, siger Lars Refn.

- Som bladtegner tænker man sig da altid om, fordi du jo altid er i gang med at mobbe verden på en eller anden måde med humorens skarpe klinge. Men jeg synes ikke, at vi udsætter os selv for mere selvcensur nu.

- På de indre linjer har tegningerne ikke haft den store betydning for, hvordan danske tegnere arbejder i dag. Vi arbejder stadig i dagligdagen på de samme redaktioner, og jeg føler ikke, at vores ytringsfrihed er knægtet.

- At tegne religiøse symboler som profeten er jo bare et lillebitte hjørne af en stor virkelighed.

Tiåret for offentliggørelsen af de berygtede tegninger markeres i dag stort i de danske aviser. Jyllands-Posten har valgt at bringe 12 stiplede felter, hvor tegninger skulle have været, fordi en genoptrykning kunne få for store konsekvenser.

Den fremgangsmåde har bladtegnernes formand svært ved at forstå.

- Det virker en smule patetisk, at de gør så stort et nummer ud af, om de har trykt dem eller ej i papiraviserne. Alle, der vil pine sig selv med tegningerne, kan jo finde dem på internettet, siger Refn.

/ritzau/