Blæser til angreb: Porte er ikke tilfreds med andenplads

Skys nye kaptajn Richie Porte er parat til at udfordre de skeptikere, som har dømt Touren død, efter at storfavoritterne Chris Froome og Alberto Contador begge er styrtet og ude.

Den australske afløser for Froome på Sky blæser til angreb, for han er ikke tilfreds med andenpladsen efter den førende rytter, Vincenzo Nibali (Astana).

- Vi skal ud at angribe ham. Det er vores opgave at angribe ham, og jeg er sikker på, at også Alejandro Valverde og alle de andre er klar. Vi får et spændende væddeløb, siger Richie Porte.

Med undtagelse af Nibali, som har 2,23 minutters forspring til Porte på andenpladsen, er tidsforskellene små mellem de øvrige i top-10, og mange ryttere sidder fortsat med håb om at kunne slutte på podiet i Paris.

Australieren har stået mål for kritik det meste af sæsonen, da han har kørt under niveau og blandt andet måtte opgive Giro d'Italia efter sygdom.

Mange har tvivlet på, om han overhovedet kunne agere hjælper for Chris Froome, og Porte erkender, at han har været igennem en svær tid.

- Jeg var i god form først på sæsonen, men så blev jeg syg - og derefter syg igen. På en af træningslejrene trak David Brailsford mig til side og sagde, at jeg skulle stoppe med at slå hovedet imod væggen: Slap af, vi støtter dig. Vi ved, at du har talentet, fortæller Richie Porte.

På det tidspunkt var australieren to minutter efter sin normale tid på en tre kilometer lang stigning, som Sky bruger til test. Et elendigt resultat.

- På den næste træningslejr, vi kørte, var jeg oppe på samme tid som Chris Froome. Så jeg vendte det hele, og det skylder jeg en stor tak til træner Tim Kerrison og de andre på holdet, som fik mig op.

- Siden da har jeg været mere professionel, end jeg nogensinde har været. Jeg har lavet gymnastik hver morgen og tænkt på min kost. I Criterium du Dauphiné var jeg i god form, selvom jeg havde en dårlig dag, siger Porte.

- Min form har været god i den sidste måned. Når man får en chance for at køre klassement, så skal man gribe den. Touren er den største chance af alle.

/ritzau/

Dagens Gossip