Blair: Jeg føler større sorg over Irak-krig end folk tror

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Tony Blair har flere gange tidligere erkendt fejl omkring Irak-krigen, men den tidligere britiske premierminister leverer onsdag sin mest direkte undskyldning til briterne.

Det sker efter fremlæggelsen af den britiske Irak-kommissions rapport, hvis konklusioner den tidligere minister ikke alle er helt enig i.

Blair undskylder og siger, at han føler "mere sorg og ærgrelse", end "I nogensinde kan forestille jer".

- Jeg beder ydmygt om, at det britiske folk accepterer, at jeg traf beslutningen, fordi jeg mente, at det var det rette at gøre, siger Tony Blair.

På pressemødet siger den forhenværende Labour-leder, at han tager det fulde ansvar for sin beslutning om at sende briterne i krig.

Rapporten siger, at det var usande efterretninger, der lå til grund for krigen. Blair og hans regering undergravede FN's Sikkerhedsråds autoritet ved ikke at sikre sig, at et flertal støttede den militære indgriben i Irak, hedder det.

- Jeg ved, at der er nogen, der aldrig vil tilgive mig, at jeg traf beslutningen, siger Tony Blair.

Til de, som har kaldt det en fejl at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak, har den tidligere premierminister et klart svar.

- Jeg er dybt uenig. Saddam var en evindelig trussel mod fred og hans eget folk, siger Blair.

Han spår, at Irak havde udviklet sig på samme måde som Syrien i dag, hvis Saddam Hussein var blevet siddende.

/ritzau/