Blanc officielt på plads i Paris Saint-Germain

Det gik stærkt ved middagstid denne tirsdag. Knap var Paris Saint-Germains nu tidligere træner Carlo Ancelotti blevet offentliggjort i samme stilling i Real Madrid, før den franske klub kunne berette, at de havde fundet erstatningen.

Manden med ansvaret bliver som ventet Laurent Blanc, der har en fortid som fransk landstræner og cheftræner for Bordeaux. Han har fået en kontrakt gældende for det næste år med en option på endnu et års forlængelse, såfremt han lever op til holdets målsætning.

- Missionen for Laurent Blanc bliver at bygge videre på den vej, vi indledte sidste år, og føre holdet videre til europæisk succes, forklarer PSG-bestyrelsen om ansættelsen.

Paris Saint-Germain vandt i den forgangne sæson det franske mesterskab for første gang i knap 20 år. Det skyldes i høj grad, at klubben i 2011 blev overtaget af Qatar Investment Authority, der siden har hentet den ene stjernespiller efter den anden til klubben. Ikke mindst har den dyrt indkøbte Zlatan Ibrahimovic gjort en afgørende forskel i den forgangne sæson med sine mange afgørende mål.

Den 47-årig franskmand var som spiller vidt omkring. Barcelona, Inter og Manchester United var blot nogle af de klubber, som den franske verdensmester fra 1998 formåede at repræsentere i sin aktive karriere, der sluttede i 2003.

Dagens Gossip