Blandet DF-modtagelse til LAs familieudspil

Udspillet får ikke entydig opbakning fra Dansk Folkeparti, men skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) kan se flere positive elementer blandt de mange forslag. Blandt andet er der god grund til at se nærmere på konsekvenserne af den stigende grundskyld, mener han.

»Når ejendomsvurderingerne stiger og grundskylden sættes op, kan folk blive tvunget til at flytte fra deres boliger, fordi de ikke har råd til at bo der. Det gælder både børnefamilier og ældre. Vi vil gerne være med til at se på sagen,« siger Dennis Flydtkjær.

»Problemstillingen er reel nok. Men spørgsmålet er, om det er Folketinget, der skal ind og regulere. Det er jo kommunerne, der kan hæve og sænke grundskylden,« tilføjer han.

DF-ordføreren støtter også forslaget om at lade ægtefæller overføre bundfradraget for topskatten til hinanden, ligesom han er klar til at tage et kig på registreringsafgiften. Dennis Flydtkjær er således helt enig med LA i, at afgiften forhindrer danskerne i at købe kvalitetsbiler med sikkerheden i top, men han er ikke klar til at afskaffe den helt.

»Det ville nemt bare at sige, at den skal væk, men det vil blive voldsomt dyrt. I det hele taget er det en meget dyr dag for Liberal Alliance,« siger Dennis Flydtkjær med henvisning til det skatteudspil, som partiet lancerede fredag i Berlingske.

Den samlede regning for de to udspil løber op i 90 milliarder kroner, noget som blandt andet skal finansieres ved effektiviseringer i den offentlige sektor, afskaffelse af efterlønnen og ved at hæve pensionsalderen til 68 år.

»Det er vi ikke med på,« fastslår DF-ordføreren.

Dagens Gossip